Grundig rensning og gennemgang
Før du starter med rengøring af brændeovnen, skal reguleringsknappen drejes til minimum for at undgå, at der kommer sod og aske ud i forbrændingssystemet.
- Brændkammeret renses for aske og sod
- Kontroller at luftspalterne i lågerammen er fri for aske og sodpartikler
- Kontroller om der er ophobning af aske bag røglederpladen og i askeskufferummet
- HWAM brændeovne med HWAM® Autopilot™: Kontroller at bimetal-fjederen bag røglederpladen er intakt og funktionsdygtig
- Lågehængsler og lukkebeslag smøres med kobberfedt - se video (UK)
- Kontroller om der er revner i brændkammerets isoleringsmateriale - find vejledning til udskiftning her
- Kontroller at pakninger i låge og askeskuffe er hele og bløde, så de slutter tæt
Pakninger i låge og askeskuffe
Låge og askeskuffe holdes tætte ved hjælp af pakninger, som sørger for at der ikke kommer falsk luft til forbrændingen. Pakninger skal være bløde og hele. Efter lang tids brug, kan de blive hårde og funktionen mindskes. Hold derfor øje med pakningerne, og få dem udskiftet hvis de er slidte eller løsner sig. Hvis brændkammeret får falsk luft ind, kan det være svært at styre forbrændingen med overophedning og soddannelser til følge.
Brændeovnens isoleringssten
Brændeovnens effektive, men porøse isoleringssten (også kaldet vermiculite/Skamol) i brændkammeret kan med tiden blive slidt og beskadiget.
Det betyder ikke noget for brændeovnens effektivitet, at isoleringen får revner, der ikke er gennemgående. Ved gennemgående revner skal isoleringen derimod udskiftes, da det kan medføre falsk luft til forbrændingen og at den sekundære luft fordeles forkert i brændkammeret. Isoleringensstenene bør også udskiftes, hvis der opstår huller eller stykker falder af eller hvis slitagen overstiger halvdelen af den oprindelige tykkelse.
Isoleringssæt der passer til din brændeovnsmodel kan købes hos din nærmeste
forhandler.
Service
Vi anbefaler et grundigt og forebyggende servicebesøg af en fagmand en gang hvert andet år.